Et nyt værktøj fra KiAP til opsporing af patienter med familiær hyperkolesterolæmi


En ud af tre med familiær hyperkolesterolæmi (FH) er diagnosticeret i Danmark. Tidlig opsporing og henvisning til kaskadescreening i Lipidklinikkerne kan gøre en forskel og kræver, at langt flere med forhøjet LDL-kolesterol bliver henvist fra almen praksis.

KiAP tilbyder nu en praksispakke om familiær hyperkolesterolæmi. Det er ikke en klyngepakke - pakken er den første af sin slags, hvor kvalitetsarbejdet er målrettet egen praksis og henvender sig til alle praktiserende læger. Der er udviklet en patientliste i forløbsplansmodulet, som kan bruges til at identificere patienter med øget risiko for familiær hyperkolesterolæmi. Derudover er der videovejledning og fraser, som kan lette arbejdet med at indkalde og henvise relevante patienter til lipidklinikker.

Jeg er meget glad for den nye FH-pakke. Det er over 30 år siden, man begyndte at interessere sig for FH i Danmark, men vi har siden savnet de store fremskridt. Nu kan almen praksis gøre en markant forskel ved at finde en stor del af de patienter med FH, som ikke er diagnosticeret, hvor vi kan være med til at reducere deres store risiko for at få et AMI i en tidlig alder. Det er et fantastisk plug-and-play-modul, udviklet til brug i den enkelte praksis. Selvfølgelig kræver det tid og ressourcer i praksis, men jeg håber, at mange kan finde tiden til det, fordi det flugter meget klart med DSAMs væsentlige pejlemærke: "Vi giver mest til dem, som har størst behov", udtaler Bo Christensen, professor ved Aarhus Universitet, praktiserende læge, ph.d., som har bidraget til udviklingen af praksispakken.

Patientlisten tilgås gennem forløbsplansmodulet i dit eget lægepraksissystem. Forløbsplanerne er finansieret af Sundhedsministeriet og udviklet af KiAP i samarbejde med PLO og MedCom.

Udover Bo Christensen har Gitte Madsen, som er praktiserende læge og udpeget ekspert af DSAM som medlem af den faglige følgegruppe hos Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP), bidraget i udviklingen af praksispakken og skabt bro mellem de to sektorer.

For spørgsmål til FH-praksispakken er du velkommen til at kontakte lægefaglig leder i KiAP, Thomas Drivsholm på tlf.: 21622967, tbdrivsholm@kiap.dk.

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret om aktuelle tilbud til klyngerne.
Se tidligere udsendte nyhedsbreve

Tilmeld