Anskaffelse af Kvalitetsplatformen til Almen Praksis
Invitation til markedsdialog om anskaffelse af en Kvalitetsplatform til almen praksis
KiAP ønsker en dialog med interesserede og relevante leverandører med det formål at anskaffe en BI-dataplatform, kaldet Kvalitetsplatformen. Platformen skal hjælpe KiAP med at understøtte og forbedre det datadrevne kvalitetsarbejde i klyngerne i almen praksis. Fokus er på proaktiv håndtering af sårbare patientgrupper samt kontinuerlig kvalitetsudvikling i almenpraktiserende lægers egen population. Herunder også klinikkens tværsektorielle samarbejde med fokus på patientens forløb. Kvalitetsplatformen vil udstille kvalitetsdata for også at understøtte kvalitetsudviklingen i kommuner, regioner og stat med et bedre overblik over kvalitetsdata i almen praksis.
Formålet med markedsdialogen er at maksimere værdien af denne it-anskaffelse og skabe langsigtet værdi for både KiAP og leverandøren. Vi vil prioritere at etablere et stærkt og tillidsfuldt partnerskab fra starten. På den baggrund vil KiAP gerne invitere til en åben og transparent dialog, hvor ønsker og behov kommunikeres tydeligt. Målet er at etablere et strategisk partnerskab med plads til fælles vækst og udvikling, og som resulterer i etableringen af et stærkt redskab for det lægefaglige kvalitetsarbejde i almen praksis.
Kravspecifikation og behovsafdækning
KiAP har udarbejdet en teknisk kravspecifikation samt nogle brugerrejser baseret på afholdte workshops med relevante brugergrupper. Dette materiale er tilgængeligt ved at kontakte KiAP. Se nedenfor for kontaktinformation.
Tidsplan
KiAP ønsker at indgå en aftale om udvikling først i det nye år, så kvalitetsplatformen kan være klar til pilot-drift i efteråret 2025 og klar til fuld drift i 2026, hvor vi forventer, at skalere driften op til at omfatte kvalitetsdata for samtlige lægepraksis i Danmark, samtidigt med at den udvides med flere datavisninger.
Dialog og proces
KiAP inviterer interesserede parter til et informationsmøde med KiAP, hvor I kan spørge ind til alle forhold omkring løsningen, processen og ikke mindst hilse på de kommende samarbejdspartnere i KiAP. For at sikre retfærdighed og gennemsigtighed i processen, vil alle spørgsmål og svar til projektet blive noteret og delt med alle interesserede parter.
Tilbud
KiAP ønsker på baggrund af dialogen at modtage et skriftlig tilbud indeholdende en overordnet løsningsbeskrivelse, som kan danne baggrund for at etablere et samarbejde om anskaffelse af Kvalitetsplatformen. Tilbuddet skal modtages senest d. 23. december 2024 kl. 12.00. Tilbuddet afleveres i elektronisk form i word, powerpoint, pfd eller tilsvarende.
Tilbuddet omfatter som minimum følgende:
· Løsningsbeskrivelse for leverance af kvalitetsplatformen inkl.
· Plan for forløbet inkl. nødvendig teknisk afklaring, anskaffelse, udvikling af datavisninger til pilot samt gennemførelse af POC (Proof of Concept).
· Ressourceforbrug, cv på alle involverede profiler.
· Test og kvalitetssikring af løsningen.
· Brugeradministration.
· Pilotdrift (POC) for 2-3 udvalgte klynger og tilhørende klinikker.
· Plan for udrulning af driften til at omfatte alle praksis-klinikker i Danmark inkl. relevante regionale og kommunale brugere.
· En overordnet plan for videre udbygning og implementering af platformen.
· Den samlede pris for anskaffelsen sammen med en realistisk beregning af TCO (tocal cost of ownership) for de første 5 års drift- og udvikling med den valgte teknologi.
Det er værd at bemærke, at KiAP har juridisk status som en fond og derfor er momspligtig.
I vil få mulighed for at præsentere løsningsforslaget og tilbud på et møde i begyndelsen af det nye år, og hvor vi gerne vil kunne stille spørgsmål og afklare evt. usikkerheder i forbindelse med løsningstilbuddet.
Alle modtagne tilbud vil blive behandlet fortroligt.
Vurdering
På baggrund af en samlet vurdering af de indkomne tilbud, løsningsforslaget, pris og præsentationen, vil KiAP udarbejde en indstilling til OK-parterne (Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation) om, hvilken leverandør vi ønsker at indgå en aftale medom at igangsætte anskaffelsen af Kvalitetsplatformen. Følgende kriterier bliver anvendt til vurderingen:
· Tekniske krav: Løsningsforslagets opfyldelse i forhold til den tekniske kravspecifikation, herunder anvendelsen af anerkendt standardiseret BI-værktøj, mulighed for udbygning, brugerstyring, integrationer og sikkerhedsniveau.
· Leverandør: Erfaring med lignende projekter, kompetencer og evne til at samarbejde.
· Projektledelse: Gennemførbarhed, leveringstid, risikohåndtering, brugeruddannelse og overdragelse til KiAP.
· Pris: Pris for anskaffelse inkl. teknisk afklaringsfase og pilot. TCO for 5 års drift
Udbudslovens fravær ved nærværende anskaffelse
Anskaffelsen af kvalitetsplatformen ikke er omfattet af udbudslovens bestemmelser. Udbudsloven har til formål at sikre effektiv og gennemsigtig anvendelse af offentlige midler ved at fremme konkurrence, ligestilling og transparens i offentlige udbud.
I denne anskaffelse anses KiAP som ordregiver, men da KiAP ikke falder ind under definitionen i henhold til Udbudslovens §24, stk 1, nr. 28, finder udbudsloven ikke anvendelse i denne sag.
Selvom udbudsloven ikke finder anvendelse i denne anskaffelse, vil KiAP gennemføre anskaffelsen baseret på de principper, som loven foreskriver, herunder behovsafdækning og markedsundersøgelse, med det formål at bidrage til en gennemsigtig og velstruktureret proces.
Kontakt
Yderligere information om Kvalitetsplatformen og projektet, bestilling af materiale, afklaring af evt. spørgsmål, aftale om dialogmøde mv. er I velkomne til at kontakte IT-Drifts og udviklingschef i KiAP Jan Kristensen på tlf. 40 456 785 eller mail: jankristensen@kiap.dk.