Afholdelse af klyngemøder under COVID-19
På baggrund af henvendelser fra klynger om afholdelse af klyngemøder i den nuværende situation med COVID-19, har Danske Regioner og PLO drøftet mulige retningslinjer for afholdelse af klyngemøder:
Det er parternes opfattelse, at det er vanskeligt at melde faste retningslinjer ud om afholdelse af klyngemøder under COVID-19, da det afhænger af de enkelte klyngers muligheder for at sikre sig, at mødeafviklingen kan foregå på tryg og sikker vis. Det afhænger bl.a. af klyngens og møderummets størrelse, arrangementets afvikling og karakter, samt at der er styr på retningslinjer for tilstrækkelig afstand, udluftning, hygiejne mv., så myndighedernes anbefalinger overholdes.
Det er endvidere vigtigt, at man som sundhedsfaglig er ekstra opmærksom på at tage alle de nødvendige forholdsregler, når man afholder møder med andre sundhedsfaglige kollegaer og at vise hensyn til kollegaer, som har behov for særlige vilkår for at undgå smitte – eksempelvis mulighed for videodeltagelse mv.
I KiAP følger vi situationen nøje og overvejer løbende, hvordan vi bedst understøtter klyngerne i denne atypiske tid.
Flere klynger har kontaktet os med spørgsmål og forslag til minimering af smitterisiko ved afholdelse af klyngemøder. Forslag, vi hører, er bl.a., at man booker store lokaler med mulighed for god plads mellem deltagerne og evt. hos restauratører eller konferencesteder, hoteller eller lign., og hvor man er vant til at forholde sig til gældende retningslinjer samt placerer håndsprit ved indgangen til mødelokalet og på bordene. Et forslag er også, at deltagerne enten udelukkende sidder i grupper med kolleger fra egen klinik eller sidder i de samme grupper hele dagen. Såfremt kollegaer ikke har mulighed for at deltage fysisk til mødet, kan man stille videofaciliteter til rådighed.
Andre klynger har valgt at afholde virtuelle klyngemøder bl.a. med hjælp fra regionerne, som alle tilbyder gratis adgang til virtuelle møderum. I den forbindelse kan klyngen overveje at benytte sig af en ekstern facilitator med erfaring i afholdelse af virtuelle møder.
Har I spørgsmål eller brug for sparring om afholdelse af klyngemøder kontakt os venligst på klynger@kiap.dk.